Fra tidligere medlemmer

Arbejdet i bestyrelsen på Vallekilde-Hørve Friskole
Bestyrelsens ‘bibel’ er skolens vedtægter. De er vedtaget af generalforsamlingen og godkendt i Undervisningsministeriet, og begge dele udtrykkes klart i vedtægterne. Statens hovedkrav er således: ‘Institutionens mål er at drive friskole efter de til enhver tid gældende love og retsregler for friskoler…’ Og forældrenes vigtigste ønske er formuleret sådan her: ‘Vallekilde – Hørve Friskoles opgave er – i et lille overskueligt undervisningsmiljø – i samarbejde med forældrene at fremme elevernes tilegnelse af kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer, der medvirker til den enkelte elevs alsidige, personlige udvikling’.

Her ligger kernerne. Vi skal altså drive skolen efter statens regler og egne formål, og i centrum står, at vi skal give den enkelte elev kundskaber og færdigheder, der styrker elevens personlige udvikling! Det ansvar påhviler bestyrelsen og ledelsen. Og så har vi bl.a. også ansvaret for pengekassen. Derfor arbejder vi i praksis inden for en trekant bestående af lovens krav, forældrenes ønsker og de penge, vi nu engang har til rådighed.

Sammenligner vi os med en skolebestyrelse i folkeskolen, så har friskolens bestyrelse langt større indflydelse, end folkeskolebestyrelsen har. En folkeskole får sine timetal for de enkelte fag fra kommunalbestyrelsen, mens friskolens bestyrelse f.eks. selv bestemmer, hvor mange timer tysk, der skal være i 9. klasse, eller hvor tidligt vi skal begynde at undervise i engelsk og med hvilket timetal. Fag- og timetal drøftes hvert år. Den årlige budgetlægning og fastsættelse af skolepenge er en anden vigtig sag.

Bestyrelsen holder møde ca. hver måned, hvor stort og småt er til afgørelse. Bestyrelsen havde rigtigt travlt, da vi byggede den nye fløj: Vi brugte 3,5 millioner kr. og masser af tid på møder. Men resultatet blev også godt. Løbende sager kan være alt fra nye trøjer til ansættelser, fra behandling af en forældrehenvendelse til beskrivelse af skolen som arbejdsplads. Desuden forelægger skoleleder og souschef ved hvert møde en lang række sager til efterretning og eventuelle kommentarer. Ofte er det indgået post. Og enkelte sager kan give anledning til spørgsmål og svar.

Det er værd at bemærke, at arbejdet i bestyrelsen i mange år er foregået i betydelig harmoni også med ledelsen. Ved snakken før beslutningen kan der sagtens være forskellige holdninger. Men når der skal tages beslutninger, har formanden næsten altid fundet den holdning, der afspejler bestyrelsen. Den fungerer, og den fungerer godt!

Mogens Højland

At være bestyrelsesmedlem
Da vi i sin tid valgte, at vores børn skulle gå på en friskole, var det et helt klart tilvalg. Et tilvalg til at få indflydelse på og indsigt i vores børns skolegang.

At jeg så ved et rent tilfælde på en generalforsamling ytrede min mening om et eller andet, hvorefter jeg blev stemt ind i bestyrelsen, ja, det var ikke med i planerne, da vores børn blev meldt ind på Vallekilde-Hørve Friskole.

Men sommetider er det jo tilfældigheder, der gør, at vi griber fat i forskellige ting og ofte i noget, man senere ikke ville have været foruden. Sådan har bestyrelsesarbejdet på Vallekilde-Hørve Friskole været for mig.

Hvis jeg skal sammenfatte bestyrelsesarbejdet med nogle få nøgleord, så må det blive med bl.a. følgende rollebeskrivelser:

Beslutningstager, sparringspartner, idemager, debattør, udfordrer, aktivist, tovholder, arbejdsmand, kollega, forældrerepræsentant, kammerat. ..og med følgende udsagn: Engagement, ansvarlighed, optimisme, fortrolighed, udholdenhed, tolerance, kammeratskab, personlig udvikling og hygge.

Jeg har været så privilegeret at være med i en tid, hvor friskolen har udviklet sig meget positivt. Det betyder ikke, at vi som bestyrelse bare har kunnet læne os tilbage. Nej, der har været så mange udefra kommende faktorer, der konstant har haft indflydelse på, hvilke beslutninger der skulle tages. Undervisningsministeriet, Dansk Friskoleforening og ikke mindst Dragsholm Kommune, for blot at nævne nogle. Dernæst er der jo det faktum, at det er mennesker, vi har med at gøre, elever, lærere og forældre. Samspillet mellem elev og lærer, forældre og lærer, ja, det er jo også en del af de opgaver, bestyrelsen er observatør på, specielt hvis der er opstået en konflikt.

Kravet om, at skolen havde brug for mere plads, blev en spændende udfordring. Skolens tilbygning, den er jeg stolt over at have været med til.

I de år, jeg har været med, har vi bestræbt os på at køre skolens økonomi stramt. Det har betydet, at jeg har været med til at sige nej mange gange, når lærekollegiet har haft et ønske om et indkøb. Det har ikke været så rart. Det blev først rigtig rart, når vi f.eks. sidst på året kunne se, at det nyttede at spare, og vi så kunne bevilge det ønskede.

Da jeg til dagligt arbejder i det private erhvervsliv, har det været utroligt givende for mig at sidde i bestyrelsen på Vallekilde-Hørve Friskole, der er så meget anderledes end arbejdet i en handelsvirksomhed. Dernæst mener jeg også, at jeg har kunne tilføre skolen nogle af de erfaringer, jeg har haft med fra mit erhvervsliv.

Jeg vil gerne sige tak til de forældre, der valgte at stemme mig ind i bestyrelsen for Vallekilde-Hørve Friskole. Det har været en rigtig god tid.

Med venlig hilsen
Anni Juul Jensen

Bestyrelsesarbejde.
Jeg har været forælder på Vallekilde-Hørve Friskole i 10 år, og fra skoleåret 2008 er vores sidste barn gået ud af 9 kl.
I 1999 blev jeg valgt ind i bestyrelsen, vi havde dengang 2 børn i indskolingen. Jeg var i bestyrelsen i 4 år, hvor jeg af private årsager valgte ikke at genopstille. Efter en periode udenfor bestyrelsen blev jeg igen valgt ind i 2005, og blev nu valgt til formand, men var det kun i1½ år, da jeg måtte ophøre på grund af sygdom.

Det, der fik mig til at opstille til bestyrelsen, var en personlig interesse for at være med til at præge udviklingen af Vallekilde-Hørve Friskole i samarbejde med andre forældre og skolen.

Det mest givtige var dialogen og samspillet med andre forældre og skolens ledelse. Rent formelt er bestyrelsen friskolens øverste myndighed, og skolens ledelse er tilforordnede bestyrelsesmøderne, og skal i samarbejde med medarbejderne udøve det bestyrelsen beslutter i henhold til Undervisningsministeriets retningslinier.

Som formand for bestyrelsen var det allervigtigste for mig, at få etableret et respektfuldt og loyalt samarbejde med skolens leder. Bestyrelsen og skolens ledelse afsatte tid til at få diskuteret, hvordan vi opfatter dialog, samarbejde og mange andre værdier. Det næste var at få vores forskellige roller på plads, og vi udarbejdede sammen et ledelsesgrundlag, hvor det tydeligt fremgik, at bestyrelsen overvejende “kun” skal arbejde på det strategiske niveau, og skolens leder er ansvarlig i samarbejde med medarbejderne for det taktiske og operationelle niveau – alt hvad der vedrører skolens daglige liv er skolens ledelse ansvarlig for. Vi fik også i samarbejde lavet nogle visioner – mål og handleplaner for vores arbejde.

Det altafgørende for mig i bestyrelsesarbejdet var at udvise tillid til skolens medarbejdere, for jeg tror, det er fundamentet for al udvikling.
Det er også vigtigt at holde sig for øje, at når man er i en bestyrelsen, er det ikke for at varetage sine egne børns interesser, men man sidder der, som forældrerepræsentant, og er valgt af forældregruppen. Derfor er det vigtigt at melde tilbage til forældregruppen, hvordan bestyrelsen arbejder og ud fra hvilke holdninger og værdier. F.eks. var det vigtigt at forældrene vidste, at jeg arbejdede for Vallekilde-Hørve Friskole ud fra denne skoles vedtægter, og jeg ville indgå i det fællesskab og tage det forældreansvar som var en del af vedtægterne. Jeg syntes, det var vigtigt at have fokus på samfundsudviklingen, og at Vallekilde-Hørve Friskole skulle være en del af dette.

Det var straks vanskeligere, når man ikke var enig i de strømninger, der var i samfundsudviklingen. Det var for mig vigtigt at holde fast i den kultur, som var en af grundstenene på skolen.

Med dette mener jeg, at bestyrelsen skal gøre en stor indsats for at forebygge kundementaliteten blandt forældrene:” at hvis jeg ikke lige får det, jeg vil her, går jeg bare over i en anden forretning”. Det er ikke denne indstilling, man kan udvikle en friskole med.

Jeg tror stadig at en måde til at forebygge denne mentalitet på, er, at bevare nogle af skolens traditioner f.eks majfest, høstfest etc…Det er bl.a. ved disse sammenkomster at fællesskabet bliver bygget, og forældrene får ejerskab til skolen til glæde for vores børn og Vallekilde-Hørve Friskole.

Bente Vingum