Skovbørnehaven

Velkommen til Skovbørnehaven

Vi er en privat institution

Der har eksisteret siden 2012

Vi er et forholdsvist lille sted, med plads til ca. 50 børn. Vores børnehave har den mest fantastiske natur lige uden for døren med egen skov, shelterpladser, træhuler, sø og legepladser. Vi benytter ofte vores dejlige friskole og går også på opdagelse i verdenen, der ligger lidt længere væk fra Skovbørnehaven.

I Skovbørnehaven arbejder vi med en anerkendende og inkluderende pædagogik med udgangspunkt i det enkelte barns udvikling, trivsel og dannelse. Det er afgørende, at det enkelte barn føler sig set, hørt og forstået og har mulighed for aktiv deltagelse i pædagogiske aktiviteter og i differentierede fællesskaber – Dette sker via aktiviteter i aldersopdelte grupper samt projekter og eftermiddage på tværs af grupperne. Læring og udvikling i Skovbørnehaven sker gennem udforskning, leg, tryghed, samtale, kommunikation, følelsen af at høre til og glæden ved selv at bidrage. 

Vi er en skovbørnehave, og derfor tager både spontane og planlagte aktiviteter ofte afsæt i naturen. Vi ser naturen som verdens bedste legeplads, og vi er bevidste om de sundhedsfremmende aspekter man får foræret ved ”udelivet”. Vi mærker hvordan, hver dag er en ny oplevelse, affødt af årstid og de spændende ting, der opstår når omgivelser og betingelser skifter og forandrer sig. Vi har fokus på, at vi er en del af naturen, at vi lever i den, af den og med den. Vi arbejder med bæredygtighed, miljøbevidsthed og ansvarlighed ved lige præcis at se nærmere på sammenhænge mellem menneske og natur. Vi går dagligt på opdagelse i de fire elementer Jord – Ild – Luft – Vand: Eksperimenterer, leger og lærer af det hele.

Børnehavens værdier

  • Glæde og begejstring
  • Fællesskab og relationer
  • Kvalitet og faglighed
  • Tryghed og anerkendelse

Dagligdagen

Dagligdagens pædagogiske praksis tager sit udgangspunkt i Skovbørnehavens årshjul og årstiden. Vi er ude det meste af dagen så længe det giver mening. Vejret bestemmer nogle gange om vi er inde noget af dagen.

Info vedrørende dagligdagen ( f.eks. ugeplaner, info om sygdom, ferietilmelding og meget mere) sendes ud på intra. Hvis i holder fri eller er syge, sendes en besked til Skovbørnehavens telefon på 24656841.

Man skal have madpakke med til hele dagen. Det er både hvis man skal have sin morgenmad i børnehaven og eftermiddagsmaden. Frokosten skal selvfølgelig også være der og må meget gerne bestå af et varieret måltid til en dag udenfor.

kl. 6 åbner Skovbørnehaven   – i sommerhalvåret udendørs og i vinterhalvåret indendørs. Morgenen giver også mulighed for at lave konstruktionslege, kreative aktiviteter og rolle-/regellege på området ved Skovbørnehaven.

Ca. kl. 09.00 er vi inddelt i vores aldersopdelte grupper og formiddagens planlagte aktivitet(er) påbegyndes. De 3 årige er Stjernebørn, de 4 årige er Månebørn og de 5 årige er Solbørn.

Ca. kl. 11.00 spiser vi frokost. Oftest i vores egne grupper.

Ca. kl. 12.00 siger vi godnat til sovebørnene i vores shelter bag Skovbørnehaven. Fra middag og resten af dagen har børnene mulighed for at lege på kryds og tværs af grupperne.

Ca. kl. 14.00 siger vi godeftermiddag til sovebørnene og spiser eftermiddagsmad.

Hver fredag laver vi bålmad. Nogle gange er det en smagsprøve og andre gange en måltid – Derfor skal madpakken til frokosten stadig medbringes til denne dag.

Se mere om praktisk informationer i vores folder om praktisk info.

Vi benytter desuden Odsherred kommunes tilbud til dagsinstitutioner (Gennem tiden har det blandt andet været samarbejde med naturvejleder, kunstprojekter, læsefestival og meget mere) Vi laver projekter på tværs af grupperne, har motorik i Baunen på friskolen, tager på bus- og togture og laver aktiviteter med forskelligt fokus – lige fra sprogstimulering til naturvidenskab. 

Forældredeltagelse

Forældresamarbejdet er centralt for friskoleverdenen, og Skovbørnehaven former del af denne verden og forældre er derfor en aktiv del af institutionen. Vi har et engageret og aktivt forældreråd, der til fulde udfylder deres rolle. Vi samarbejder tæt med og forventer også, at alle forældre bidrager positivt til deres barns børnehave liv. En til to gange årligt er det den enkelte families tur til at gøre børnehaven ren, og mindst en gang årligt mødes vi til en arbejdsdag/aften om større praktiske opgaver. På den måde udvikler vi fælles ejerskab, hjerte og ”ånd” for vores børnehave.

Udover praktiske opgaver, forventer vi også, at forældrene er sig bevidste om deres store og vigtige ansvar for børnegruppens kultur. Forældre er børnenes forbilleder og afgørende for, hvordan menneskesyn, etik og moral udvikler sig. Børnene bærer forældrenes opfattelser, værdier og holdninger til livet og fællesskabet og udlever det i deres hverdag i børnehaven og relationer her med andre børn og voksne. Vi er derfor fælles om at bære ansvaret for, at vores børnemiljø i skovbørnehaven, gør alle børn til sunde, stærke, frie og gode venner. 

En del af Vallekilde-Hørve Friskole

I dagligdagen er der et tæt samarbejde mellem børnehave og skole. Vi ser os selv som ikke bare en børnehave, men en del af et større fællesskab. Sammen arbejder vi med børns udvikling, læring og dannelse fra 3 år til man går ud af skolen. Langt de fleste af børnene i børnehaven starter på skolen og med det tætte samarbejde er der en glidende overgang fra børnehavelivet til skolelivet. (Husk at skrive dit barn op til skolen hvis du ønsker plads)  

Selvom man ikke har plads på skolen er man velkommen i børnehaven. Vores tætte forældresamarbejde gør, at vi vil kunne hjælpe med overgangen til andre skoler.

Styrket pæd læreplan

Evaluering

Kontakt Skovbørnehaven

Skolen

Åbenhed og tryghed er for os på skolen rammen om et godt børneliv

SFO

Spireloppen er et fritidstilbud, hvor den frie leg vægtes højt

Børnehaven

Udvikling i skovbørnehaven sker gennem udforskning, leg og tryghed