Skolen

Ledige pladser

Pædagogik, indhold og struktur

Skole-hjem samarbejdet

Optagelse på VHF

På friskolen har vi de seneste år været 175 – 185 elever
Klassekvotienten er fleksibel og tilpasses de enkelte klasser 
Der optages maksimalt 20 elever i børnehaveklassen.

Vurderingen af antal børn i de enkelte klasser foretages af skolelederen i samarbejde med lærerkollegiet.

Der afholdes optagelsessamtale for nye familier, der ønsker deres barn på friskolen. Optagelsessamtalen afholdes af skolelederen, når der er plads til barnet på årgangen. Formålet med samtalen er, at forventningsafstemme  for at  sikre, at familien er klar over, hvad friskolen er, og hvad der forventes af det gensidige samarbejde om børnene. Desuden vurderes det af skolelederen, hvorvidt familien er indstillet på det forpligtende samarbejde.

Der er et indmeldelsesgebyr på kr. 1.500,00.

Der indbetales kr. 1.000,00 når familien siger ja til pladsen, og restbeløbet på kr. 500,00 indbetales i oktober måned året inden skolestart pr. barn.

Såfremt eleven starter midt i skoleåret – opkræves hele indmeldelsesgebyret med det samme.

Der betales skolepenge + SFO  i 11.mdr. – juli måned er betalingsfri.

Interesselisten

Hvis en familie ønsker optagelse og den pågældende klasse er fyldt, kan familien skrives på en interesseliste, hvis familien ønsker det. Interesselisten er ikke prioriteret, og det er skolelederen, som ud fra den eksisterende årgang danner en samlet vurdering ud fra nedenstående kriterier.

Der opkræves kr. 500,00 for at stå på interesse listen.

Man kan kun skrives op til en årgang.

I de tilfælde, hvor barnet er i gang med at gå i skole, indhentes der referencer fra den/de relevante skoler.

Ledige elevpladser i 2024

Pædagogik, indhold og struktur

Når mange børn er sammen, vil der altid forekomme sammenstød både verbale og fysiske. Vi tilstræber at skabe en kultur, hvor konfliktløsning er en integreret og naturlig del. Mobning accepteres ikke. Det varer oftest kun kort tid, da kammerater og voksne hurtigt griber ind. Skulle en mere udspekuleret form for mobning vise sig blandt børnene, er det vigtigt for os at handle og at handle hurtigt. Relevante voksne og børn deltager i løsningen af dette problem.

Det er afgørende for os, at børn og voksne behandler hinanden med respekt, så der er plads og rum til den enkelte.

Vi har morgensang på Vallekilde – Hørve Friskole, og den værner vi om. Denne start på dagen påskønner alle.

Morgensang er en integreret del af undervisningen. Medbestemmelse og demokrati er en vigtig ingrediens af denne, ligesom håndhævelsen af den danske kultur- og sangskat – både den ældre og den yngre – er det.

Det er derfor også en glæde, at så mange forældre så vidt muligt deltager.

Stemningen er hyggelig, lidt sludren imellem sangene, meddelelser og børn, der er ordstyrere – det er en vigtig del af friskolen, som vi ønsker at bevare.

Fællesskabet om morgensang er afgørende – her mødes store og små, voksne og børn. Vi hilser på hinanden hver dag, og det er ikke ligegyldigt ”om du er der”. Her dyrker vi det at lave skole sammen. Det giver tryghed og en følelse af samhørighed, og det er vigtigt for hele skolens trivsel og vores fælles fremtid.

Går man en tur på skolen, oplever man forskelligartede rum såvel indendørs som udendørs. Rum, der byder på mange muligheder til undervisningen. Et vigtigt princip på VHF er fleksibilitet og hensyn. Dette understøttes af, at lokalerne kan gøres større og mindre, og at diverse pædagogiske hjælpemidler trilles derhen, hvor de skal bruges.

Man observerer ligeledes, at børnene færdes imellem hinanden – store som små – i glad arbejdsomhed.

Undervisnings indhold

Vi følger i vid udstrækning Folkeskolens Fælles Mål. Vi har tilpasset disse efter VHF’s formål, undervisningsholdninger og – praksis, samt beskrevet de for VHF specielle fag.

Ligesom de fleste friskoler har vi en fortælletradition. – Fortællefag er en integreret del af undervisningen i hjemgruppetimerne hos de yngste. Fortælling og højtlæsning fortsætter i andre sammenhænge hos de større børn – vi ønsker, at børnene oplever glæden ved at lytte og opleve.

Det er også en tradition, at alle friskolens børn tager på lejrskole hvert år på tværs af klassetrin. Vi tror på fællesskabet og at sammenholdet og respekten for hinanden styrkes ved at være væk hjemmefra og sammen med kammerater og lærere.

De musisk/kreative fag : håndarbejde, sløjd og billedkunst har vi samlet i et fag, som vi kalder PMU (praktisk musisk udtryk). Børnene bliver undervist i disse fag fra børnehaveklassen til 6.kl. Overbygningens børn modtager undervisning i disse fag i vore PMU-uger hen over skoleåret. Disse PMU-uger opbygges med et fælles tema, som det tilstræbes, at alle friskolens børn deltager i. Lærerne prioriterer så til den pågældende uge enkelte af de færdigheder, som er beskrevet i formål og undervisningsplan for faget PMU, og det er denne/disse færdighed(er), der undervises i.

Idrætsundervisningen/faget er lagt ind i et fag, som vi har kaldt Sundhed og Bevægelse, og det er bl.a. her der er ekstra fokus på at bruger naturen som vores undervisningslokale. Faget Sundhed og Bevægelse rummer både Idrætsperspektivet (sport) og et bredere perspektiv med øje for naturen som en del af det element det hele menneske er en del af.

Vi tror på, at børnenes kompetencer og personlige udvikling bliver særligt tilgodeset i samspillet mellem det musiske, bevægelse og natur. Det er vigtigt for os at nå det enkelte barn hvor det er, og at udvikle dets potentiale, så barnet føler selvværd og får oparbejdet tillid til egen formåen.

Undervisningen i musik medvirker til elevens motoriske, følelsesmæssige og intellektuelle udvikling samt øger forståelsen af sig selv som en del af et fællesskab.

Gennem udfordringer i naturen får barnet mulighed for at opleve arbejdsglæde, fællesskab og følelsesmæssigt engagement med den hensigt at opnå indblik i egen formåen, selvværd og tryghed.

Vi har 3 tdr. land med skov, sø, boldbaner, shelters ….. Dette område giver optimale muligheder for kreativt og positivet samvær, og lærer børnene respekt for naturen. Det er vigtigt for os at åbne deres øjne for de muligheder, naturen byder på.

Ved færdsel og aktiviteter i naturen og i undervisningen i musik bliver barnet bedre til at vælge til og fra i en verden med utallige muligheder, og det opnår tillid til egne muligheder og får baggrund for at tage stilling og handle. Vi tror på, at der er stor overførselsværdi fra musik og natur – og vi tror på, at barnet i samspil med natur og musik bliver bedre kvalificeret til ”at leve sit liv”.

Fremmedsprogsundervisningen indføres nænsomt og for tysk vedkommende et år senere senere end i folkeskolen, da vi finder det afgørende vigtigt, at det danske sprog er velkonsolideret, før vi tilføjer endnu et sprog. (vi har samlet set mindst samme timeantal som folkeskolen)

Vi ser det som en af vore vigtigste opgaver i denne sammenhæng at etablere møde med andre kulturer, for derved overordnet set at bidrage til en højere grad af mellemfolkelig og kulturel forståelse, Derfor har den internationale dimension altid spillet en væsentlig rolle i sprogundervisningen på VHF.

I mødet med et andet menneske fra en fremmed kultur opstår forståelse og respekt.

Undervisningsmetode

Udviklingen har vist, at en enkelt metode ikke formår at byde på muligheder nok til at kunne indfri de mål, man som ansvarlig lærer har for sit arbejde. Det er op til vores planlægning og organisering at gøre brug af de forskelligartede værktøjer, vi har.

Igennem alle årgangene er der en vis portion færdigheds-/basisarbejde, som fungerer bedst i en undervisning, der overvejende er præget af lærerstyret klasse-, gruppe,- eller pararbejde. I den daglige undervisning vægtes det at give eleverne mulighed for at benytte mange forskellige udtryksmuligheder – hentet fra basisundervisningen og fra de praktisk – musiske fag. Træningen af færdighederne foregår oftest enkeltvis eller parvis.

Alt dette færdigheds- og basisarbejde skal bruges som grundlag og redskaber i større emne- og projektarbejder. I indskolingen foregår dette som værkstedsundervisning og begyndende emne- og projektarbejde, i mellemgruppen som emne- og projektorienteret undervisning og hos de største som større emnearbejder og hele eller dele af projektopgaver.

Der kræves ansvar og evne til samarbejde i disse sammenhænge, som vi tror på giver en god træning i netop at tage ansvar og at samarbejde, og det er hensigten, at dette skal styrke troen på og tilliden til ”mig selv”, samt respekten for samarbejdsparterne. Kravet om selvstændighed øges proportionalt med, at børnene bliver ældre. 

Den pædagogiske struktur

På Vallekilde – Hørve Friskole er børnene delt op i 3 store grupper: Indskolingen (børnehaveklassen, 1.-2.-3.kl.) – Mellemgruppen (4.-5.-6.-. kl.) og Overbygningen (7.-8.-9.kl.). Til hver af disse grupper er der knyttet et hjemgruppeteam, som i indskoling og i stort set alle fag og som for mellemgruppen og overbygningens vedkommende typisk underviser i dansk i gruppen eller har en stor andel timer i gruppen. lærerne har sammen ansvaret for den børnegruppe, som de er hjemgruppelærere for, præcis som klasselæreren havde det. Teamlærer-princippet giver mulighed for et fleksibelt skema, sådan at strukturen kan understøtte undervisningen.

Børnene undervises så vidt muligt på det fag- og modenhedsniveau, de er på. I praksis fungerer det på den måde, at gruppen deles op efter forskellige principper alt efter, hvad der skal foregå i undervisningen.

De 3 grupper får faglærere ind i højere og højere grad jo ældre børnene er. Overbygningens børn har faglærere i alle fag.

Det er hensigten, at lærerteams’ne i de 3 hjemgrupper bliver i teamet i nogle år. Dette giver mulighed for at skabe en høj grad af kontinuerlighed i arbejdet, ligesom det giver lærerne overskud til at nytænke, samt at lærerne opnår større faglige kompetencer..

SFO

Når skoledagen er slut for indskolingens børn, så fyldes de lokaler, som tidligere på dagen var undervisningslokaler med friskolens pasningsordning. Ud fra et princip om fælles børn – fælles rum skaber disse lokaler nu rammen for børn og voksne i pasningsordningen.

I friskolens SFO lægges der vægt på, at børnene har en god og indholdsrig fritid, hvor de frit kan vælge mellem forskellige aktiviteter og den frie leg. Sidstnævnte mener vi er meget vigtig, da det netop er i den frie leg, at børnenes egne udtryk, lyster, mod og grænser bliver afprøvet i samværet med jævnaldrende – en god grobund for deres videre udvikling.

Vi mener desuden, at det er af stor betydning, at børnene selv kan vælge legekammerater på tværs af alder og klasser, og at de lærer hensyntagen til hinanden.

Selvom børnene ofte er mættede med indtryk, når de kommer fra skole til SFO, har nogle børn behov for og lyst til nogle strukturerede aktiviteter. Derfor er der 3-4 gange om ugen tilbud, som børnene frit kan vælge til eller fra.
Mange aktiviteter foregår på friskolens store og meget afvekslende naturgrund.

I SFO’en lægges vægt på, at børnene får kendskab til og respekt for naturen, og at børnene kan færdes i den på egen hånd og lave deres egne små miljøer – territorier, legerum. 

Skole-hjem samarbejdet

På Vallekilde-Hørve friskole vægter vi skole-hjem-samarbejdet meget højt, og vi tilbyder gennem hele skoleforløbet indtil flere samtaler.

Hvor mange er sat i skemaform og kan læses – her

SKOLE – HJEM SAMARBEJDE

I medgang og modgang 

Tilbagevendende møder vi problemstillinger vedrørende åbenhed eller mangel på samme omkring børn og grupper af børn – derfor dette indlæg. I optagelsessamtaler med kommende forældre på VHF bliver der talt om mangt og meget. Det er jo ofte starten på et 10 – årigt samarbejde, der ved den lejlighed påbegyndes.

Et af de vigtige emner – husker mange formodentligt – er skole – hjem samarbejdet. Det præciseres, at netop dette samarbejde er afgørende vigtigt for barnet – der bliver bl.a. sagt: at ”dette samarbejde er ligefrem proportionalt med barnets succes på friskolen, og at det er en klar forventning VHF har til forældrekredsen”.

En væsentlig erfaring er, at samarbejdet forældre imellem også er meget vigtigt. Mange udfordringer bliver lettere løst, når de bliver drøftet med de øvrige forældre.

Sammensætningen af børn og forældre er ikke planlagt – den sker stille og roligt efterhånden, som vi får henvendelser fra familier, der ønsker, at få deres barn/børn på VHF, så der bliver ikke taget hensyn til, om børn og familier passer sammen.

Heldigvis viser det sig, at de allerfleste familier er særdeles imødekommende overfor hinanden uanset, om de har mange fælles holdninger eller, om de er meget forskellige. Når problemer opstår i gruppen børnene imellem i årenes løb, ja, så løses de oftest i det fælles forum.

Efterhånden er det også i de forskellige grupper blevet praksis, at forældre benævner de børn, som indgår i problemstillingen, med børnenes navne, for at få løst opgaven bedst muligt. Det lader sig selvfølgelig ikke helt gøre, når der er tale om det enkelte barn. Her må gruppens forældre stole på, at skolens ansatte og ledelse er deres opgave voksen og er den tillid værdig, som de er givet som ansatte på VHF.

Nogle gange er forældre til børn med en særlig problemstilling selv meget åbne om dette, og det hilser vi meget velkommen – men – i denne sammenhæng er ansatte omfattet af tavshedspligt, som er årsag til, at det kun er sparsomt, hvad vi kan bidrage med i forældregruppens evt. bekymring.

Undervisningsmiljø­vurdering

Antimobbestrategi

Evaluering af den samlede undervisning

Skolen

Åbenhed og tryghed er for os på skolen rammen om et godt børneliv

SFO

Spireloppen er et fritidstilbud, hvor den frie leg vægtes højt

Børnehaven

Udvikling i skovbørnehaven sker gennem udforskning, leg og tryghed